OPUS

Specialiseret indsats for unge med psykose

Flerfamiliegruppe a.m. McFarlane

Via især en systematisk problemløsningsmetode arbejdes der i flerfamiliegrupper med at hjælpe til opbygge bedre kommunikation, viden og forståelse hos de involverede parter

I OPUS er en flerfamiliegruppe på 4 - 6 familier og 2 gruppeledere, der mødes hver 14nde dag i 1½ time i 1½ år

McFarlanes flerfamiliemodel er baseret på, at patienten er tilstede i gruppen. Patienten bliver derfor spurgt først og giver sit samtykke til, at familien bliver spurgt om at være med. Med familie menes nære pårørende, som ex. ægtefælle/samlever, forældre og søskende over 18 år. Det kan også være bedsteforældre, adoptiv/plejeforældre eller andre, som af patienten defineres som nære pårørende.

Aldersgrænsen på de 18 år for deltagelse i gruppen kan dog vurderes  i hvert enkelt tilfælde, således at denne  nogle gange reduceres. Vurderingen baseres på modenhed, intellekt og hvilken betydning, denne pårørende har for patienten.

Søskende har også behov for viden og støtte til at forstå og støtte deres syge søskende. Når det gælder yngre søskende/børn, skal disse ikke fungere som støttepersoner, men have svar på de spørgsmål, de måtte have i forhold til patientens sygdom. Gruppelederne kan være behjælpelige med at visitere videre til rette instans/støttegruppe m.v., hvis dette findes relevant.

En del patienter giver udtryk for skepsis for flerfamiliegruppen under de individuelle samtaler. De kan være præget af angst og rastløshed, og de spekulerer ofte på, hvordan de skal kunne gennemføre gruppemøderne som varer  90 min. Behandleren bør være large og kan f.eks. foreslå patienten, at han/hun kan prøve at møde op, holde sig en ekstra pause under møderne eller sidde tæt ved en af gruppelederne. Mange patienter er også bange for at snakke. Også her bør gruppelederen være large, sige det er ok blot at være tilstede og ikke snakke, førend patienten selv føler sig tryg nok til det. 

Sjældent sker det, at patienten ikke har nogen nære pårørende at tage med i gruppe. Erfaringen har vist, at det kan lade sig gøre at sidde som patient uden familie i en gruppe. Gruppens øvrige pårørende viser omsorg og støtter patienten, og gruppelederne er særligt opmærksomme på denne situation.

Under et sådant gruppeforløb er det sket, at patienten har genoptaget kontakten til familien eller har fundet en anden betydningsfuld person, der så kommer med ind i gruppen.

Enkelte familier har deltaget i gruppe uden patienten, men det har primært været sådan, at patienten har været med fra start og er gået ud i en periode, fordi han/hun har fået tilbagefald. Så snart patienten er klar igen, kommer han/hun tilbage til gruppen.  Det er sket få gange, at patienten fra start har takket nej til gruppetilbuddet, men givet accept til, at hans/hendes pårørende måtte deltage. Det kan være problematisk at sidde som pårørende uden patient, især da det er patienternes problemer, der løses i gruppen, og de pårørende der sidder tilbage uden patient sidder ofte med mange uløste problemer. Der kan løses problemer generelt og med fokus på de pårørendes situation - men udgangspunktet for flerfamiliegrupperne er, at det er patienternes problemer, der løses. Det kan derfor være mere hensigtsmæssigt at invitere de pårørende ind til enkeltfamilie samtaler, og erfaringen har vist, at patienten nogle gange bliver klar til gruppe efter et stykke tid.

Det kan blive nødvendigt at anbefale akut psykotiske patienter ikke at deltage i flerfamiliegruppen, dels fordi de ikke selv får noget ud af det, dels fordi de kan forstyrre arbejdet for resten af gruppen. 

Hver flerfamiliegruppe består af 4 - 6 familier og 2 gruppeledere. Disse mødes 1 gang hver 14. dag  i 90 min. i 1 ½ år. Der kan deltage max. 2 pårørende pr. patient, og det skal vurderes, om disse kan deltage nogenlunde regelmæssigt i gruppen.

Gruppen er “langsomt åben”, dvs. at det er muligt at inkludere  en og helst 2 nye familier, når der er plads i gruppen. Den/de nye familier skal først have deltaget i undervisning. Gruppen må ved nystartede familier repetere 1. og 2. gruppemøde. 1. møde hvor gruppen fortæller om sig selv og 2. møde hvor gruppen fortæller, hvordan den psykiske sygdom har påvirket deres liv.

Formålet med dette er, at den nye familie bliver inkluderet og får samme viden om gruppen, som de andre gruppedeltagere har.

Det skaber tryghed og tillid i gruppen både for de gamle deltagere, men også for de nye familier.            

Der tilstræbes så stor tryghed i gruppen som muligt, idet det fremmer arbejdet. Trygheden opnås gennem en fast struktur og forudsigelighed, klart definerede rammer, praktisk orientering og en venlig og accepterende tone. Afbud med begrundelse bør meddeles i så god tid som muligt, og gruppelederne informerer gruppen, hvis afbuddet ikke er blevet meddelt på sidste gruppemøde.   

Hovedelementerne i psykoedukative flerfamiliegrupper er problemløsning, kommunikation og undervisning. 

En del praktiske forhold må være i orden:

1. Valg af dag og tid
2. Lokale.
3. Placering af stole
4. Nødvendigt udstyr
5. Evt. servering af frugt, kiks, kaffe/the og vand.

ad 1.: Gruppen bør  lægges sent på eftermiddagen eller om aftenen med henblik på at flest mulige kan deltage uafhængigt af arbejde/skole. Det er vanskeligt for pårørende af bede fri fra arbejde, når gruppen strækker sig over 1 ½ år. De pårørende bør også have tid til pause mellem arbejde og gruppe, så tidspunktet mellem kl. 16.30 - 19.00 har vist sig at være et velegnet tidspunkt. Det anbefales, at gruppelederne mødes i aftalt tid inden gruppesessionen m.h.p. praktiske gøremål samt forberedelse. Efter hvert gruppemøde gives et kort referat i patientens journal på de hvide kontinuationer.

ad 2.: Det er vigtigt, at lokalet er stort nok til ca. 20 personer, og at der er ordentlig luft og lys.

ad 3.: Stolene skal placeres i en ring, dette giver den bedste oversigt for gruppelederne, og alle gruppedeltagere kan se hinanden.

ad 4.: White-board, problemløsningsskemaer og skriveredskaber er nødvendige redskaber til problemløsningen.

ad 5.: Der serveres kaffe/the, vand og evt. kiks og frugt på gruppemøderne. Der skabes ofte god kontakt over kaffekoppen. Samtidig kan det være godt at have, hvis rastløsheden eller rygetrangen bliver for stor. Det er tilladt for patienterne, efter aftale, at holde små pauser 

Første møde i fler-familiegruppen

Målet med første møde er, at deltagerne skal lære hinanden at kende.

Gruppelederne har inden mødet stillet stole og evt. borde op, samt sørget for forfriskninger i form af kaffe, te, vand og lign.

Når mennesker mødes i en gruppe for første gang, ønsker de fleste at vise sig fra deres bedste side, og de er som regel opsat på at skabe en god atmosfære.

Gruppelederne fortæller, at formålet er at lære hinanden at kende, og det  kan bl.a. være ved at fortælle, hvor man bor, hvad man laver, hvilke interesser man har og lign. Gruppelederne præsenterer sig selv på lignende måde.

Ligeledes fortælles, at man næste gang skal tale om psykisk sygdom, hvorfor dette undlades denne første gang.

Gruppelederne starter runden for at vise, hvad der er naturligt at sige, og fungerer som rollemodel for, hvilke typer informationer man ønsker gruppemedlemmerne skal dele med hinanden.

Det at skulle dele personlige oplysninger med patienter og pårørende vil for nogle behandlere være noget nyt. Dette er dog en essentiel del af denne model, idet det understreger, at gruppelederne vil være samarbejdspartnere i dette forum.

Sædvanligvis vil de øvrige deltageres præsentation lægge sig op af gruppeledernes. Hvis der er nogle af deltagerne, der har svært ved at sige så meget, kan gruppelederne spørge interesseret med henblik på yderligere uddybning.

Gruppelederne benytter lejligheden til at fremhæve evt. fællesinteresser i gruppen.

Afbrydelse skal ske hvis 1) et familiemedlem snakker for en anden 2) et familiemedlem begynder at snakke om sygdom.

Man kan f.eks. sige :” Det er naturligt at have behov for at tale om sygdommen, og det kommer vi til næste gang. I dag vil vi meget gerne høre noget mere om dig”.

Gruppemødet afsluttes med, at gruppelederne takker for, at deltagerne kom, og minder om næste møde. 

Andet møde i fler-familiegruppen

Formålet med 2. møde er, at de enkelte deltagere fortæller, hvordan psykisk sygdom har påvirket deres liv.

Gruppelederne byder velkommen og henviser til tavlen, hvor mødestrukturen er opsat:

15 min. løst og fast,  70 min. runde, 5 min løst og fast.

Gruppelederen kan forsætte med at sige: “Jeg er glad for at se alle igen. Sidste møde brugte vi til at lære hinanden lidt bedre at kende. Nu starter vi med at snakke ”løst og fast” i 15 min., herefter skal vi snakke om, hvordan sygdommen har påvirket vores liv.”

Efter de 15 min. starter en af gruppelederne med f.eks. at sige: “som jeg fortalte i starten af mødet, skal vi i dag snakke om, hvordan sygdom har påvirket vores liv. Jeg vil starte med at fortælle om mine erfaringer”.

Som ved det første møde vil deltagerne også her følge gruppeledernes eksempel.

Det har stor betydning at dele så meget som muligt af professionel og personlig erfaring. Fra den professionelle side kan gruppelederne fortælle, hvordan de blev interesseret i psykiatrien, og hvordan de er blevet følelsesmæssigt berørt af at være behandler, gerne ved at tale om både frustrationer og succeser. Endvidere meget gerne om erfaringer fra sit liv i øvrigt. Det kan være et sygt familiemedlem eller en anden, der har stået en nær, og hvordan dette har påvirket ens liv.

Det er vigtigt, at gruppelederen er model, og snakker om følelser i forbindelse med disse erfaringer, som familien sædvanligvis vægrer sig ved at snakke om.

Nogle vil have vanskeligt ved at snakke om egne erfaringer, og enkelte oplever det vanskeligt at sætte ord på svære oplevelser og i det hele taget have svært ved at sætte ord på følelser. Gruppelederne hjælper den enkelte på gled, men præciserer samtidig, at den enkelte selv styrer, hvor lidt og hvor meget man har lyst at fortælle.

Efter at hvert gruppemedlem er færdig med sin beretning, takker gruppelederen for bidraget.

Dette møde er indholdsmæssigt ofte præget af sorg, tristhed og frustration. Men mødet er også præget af gode følelser i form af, at familiemedlemmerne og patienterne giver hinanden god støtte og omsorg igennem den fællesskabsfølelse, de får ved at genkende reaktioner og følelser fra sig selv.

Mødet sluttes med 5 min. “løst og fast”. 

Tredje gruppemøde og fremover

Strukturen på møderne efter, at de to indledende temaer er gennemført, er derefter den samme hver gang, nemlig:  

15 min. Løst og fast/small-talk (socialisering)

20 min. Runde i gruppen.

5 min. Problemvalg

45 min. Problemløsning.

5 min. Løst og fast.

Løst og fast/small-talk ( socialisering)

Målsætning: Bløde stemningen op og blive kendt med den enkeltes ressourcer.

Løst og fast/small-talk er en meget vigtig del af arbejdet i familiegrupper. Løst og fast begynder til tiden, uafhængigt af om nogen kommer for sent.

I denne samtale handler det om hverdagslivet, der ikke har med sygdommen af gøre. Dette giver deltagerne mulighed for at knytte kontakter og finde hinanden, både gennem sygdommen, men også gennem gruppedeltagernes interesser.

Erfaringen viser, at gruppedeltagerne bliver interesserede og optagede af hinanden. Denne fase er vigtig for at skabe en fællesskabsfølelse.

Familiemedlemmerne oplever at få et sted, hvor de hører til, som de kan komme til, også når det er svært.

En del pårørende til sindslidende har gennem tiden trukket sig fra sociale kontakter, fordi de har svært ved at snakke om andet end det, som optager hele deres liv - nemlig den, der er syg.

For patienterne er isolation ofte et resultat af sygdommen. Sociale færdigheder reduceres ofte som en konsekvens af denne isolation. Samtalen kan give patienten mulighed for at øve sig på samtalefærdigheder og kan være en hjælp til at opretholde kompetence i en vanskelig tid. 

Det er nødvendigt, at gruppelederne tager initiativet og introducerer et emne. Indholdet er “let”. Gruppelederne er model for den type small-talk; de stiller spørgsmål og hjælper samtalen igang. Eksempel  på gode temaer kan være: ferie, helligdage, børn, hobbyer, film, sport, TV eller lokale nyheder.

Klager eller kritik vedr. patienter i denne fase bliver afledet, ignoreret eller reformuleret. Gruppelederne henviser til næste fase, eksempelvis “ Det vil vi gerne høre noget mere om. Vi kommer tilbage til det i runden. Der skal vi fokusere på problemer”. Gruppelederne har ansvaret for, at alle så vidt muligt får sagt noget under “løst og fast”. Alle skal opmuntres til at deltage, men ingen bør presses, hvis det ser ud til at blive for ubehageligt. Gruppelederne tager ansvar for, at enkelte ikke dominerer samtalen. Deltagerne huskes på at tale direkte til hinanden, og motiveres til at bidrage til samtalen i gruppen.

Gruppelederne passer på at stoppe sidekonversationer og passer på ikke selv at blive trukket ind i en sådan, eksempelvis ved at sige ”undskyld, jeg vil gerne høre, hvad alle har at sige, men jeg kan kun høre en person ad gangen”. Gruppelederen sætter også grænser for afbrydelser og det at snakke på andres vegne.

“Løst og fast” samtalen understreger det kollegiale forhold mellem patienter, familiemedlemmerne og gruppelederne. Denne fase bringer gruppen over i den næste fase og er en god overgang til at begynde at fokusere på problemer og vanskeligheder. Det kan være en forudsætning for at få en vellykket problemløsning 

Runde i gruppen

Efter 15 min. ”løst og fast” følger runden på 20 min. Runden har to mål: 1. Checke familiens bekymringer og de problemer, de oplever, der har relation til patientens sygdom, og 2.  på baggrund af denne information vælge et problem  til problemløsning. Denne runde på 20 min. skal fordeles  på alle gruppemedlemmerne. En af gruppelederne begynder runden med at spørge den patient/familie, som havde problemløsning på mødet gangen før, om hvordan det er gået. Hvis forgangne problemløsning ikke har givet resultat eller på anden måde været en hjælp, går gruppelederen gennem detaljerne og ser på, hvilke faktorer der måske er overset. Gruppelederne tager ansvaret for, at det ikke er lykkedes, således at hverken patienten el. familien oplever et nederlag.

Derefter fortsætter runden - gruppelederen spørger altid først patienten, når det er dennes families tur til at snakke. Dette fordi patienten er hovedpersonen og  ofte bliver for overvældet af at høre familiens bekymringer. Erfaringen viser, at det er i runden,  tiden er svær at overholde, derfor er den anden gruppeleder behjælpelig med at holde tjek på tidsrammen.

Det er vigtigt, at gruppelederen i runden ikke blot spørger: “Hvordan er det gået siden sidst ?” Det er for åbent at spørge, især med de få minutter, der er afsat til hver enkelt deltager, og det er vanskeligt at få frem,  hvad der virkelig er problemet. Gruppelederen skal spørge konkret og uddybende.

Advarselstegn på tilbagefald skal hele tiden ligge i baghovedet på gruppelederne og være det første, man griber fat i.

For at identificere problemer prioriteres nogen før andre:

Advarselssignaler på tilbagefald, sikkerhed i hjemmet, medicin, stof/alkohol, særlige familiebegivenheder 

Valg af problem til problemløsning

Gruppelederne har 5 min. til at udvælge et problem. Gruppelederne repeterer højt med hinanden, hvad de hørte af problemer i runden, men med prioriteringen af problemudvælgelsen i baghovedet. Når der præsenteres mere end et problem, må gruppelederne bruge deres  vurderingsevne til at vælge det rette problem til problemløsning. For at finde ud af det, spørger gruppelederne uddybende til problemet.

Når gruppelederne bestemmer sig for ikke at arbejde med et specielt problem, er der flere muligheder:

Give et direkte forslag til løsning og bede familien om på næste møde at rapportere om, hvordan det gik.

Hvis det er en krisesituation, skal der tilbydes et møde udenfor gruppen.

Referere til en tidligere løsning og foreslå, at de kan prøve dette.

Problemløsning

Problemløsningsmetoden deles ind i seks stadier:

1. Definere problemet
2. Løsningsforslag
3. Fordele og ulemper
4. Valg af bedste løsning
5. Planlægge opgaver og implementering
6. Evaluering, ved førstkommende gruppemøde

Når man udvælger et problem at arbejde med, er det vigtigt at vælge et med overkommelige udfordringer fremfor det vanskeligste og mest sammensatte.

Følgende enkle regler er også gode at holde sig for øje:

• Gå stille og rolig frem.
• Vær på et følelsesmæssigt lavt niveau.
• Sæt grænser
• Gør det enkelt
• Løs problemer skridt for skridt.

Når man står midt i problemerne, er man ofte for følelsesmæssigt involveret til at kunne komme på en konstruktiv løsning.

Ved at bruge en struktureret problemløsningsmodel gøres problemet forståeligt for alle i gruppen, samtidig med at det bliver muligt at løse 

ad 1. Definere problemet

Problemløsningsprocessen starter med en grundig udforskning af problemet for at få dette belyst på bedst mulig måde. Man bør beskrive problemet meget præcist og finde ud af, hvem der er involveret, hvor, tidspunkt, på hvilken måde mv. Det er godt at bede patienten om at beskrive en konkret situation og hvor problemet opstod. Gruppelederne skal finde en definition på problemet, og den skrives på tavlen og noteres på problemløsningsskemaet.

ad b. Løsningsforslag

Næste trin i problemløsningsmetoden er at finde løsninger på problemet. Denne proces kaldes “brainstorm”. Her bør alle gruppemedlemmer deltage og komme med løsningsforslag. Princippet er, at alle løsningsforslag er lige gode. Det er ikke tilladt at komme med vurderinger af forslagene på dette stadie. Alle forslag skrives på tavlen.

Når problemet bliver tilgængeligt for alle gruppemedlemmer, vil de bidrage med de tidligere erfaringer, som har været nyttige for dem. Vi får flere forslag til løsning end vi ville have fået, hvis familien skulle problemløse alene. Dette giver håb om, at forandring er mulig.

I “brainstorm” fasen er der fire hovedprincipper.

• Negativ kritik udelades.
• Alle ideer er gode - uanset hvor “vilde” de er.
• Kvantitet fører til kvalitet.
• Når det totale antal ideer øges, øges også antallet af værdifulde ideer.

ad 3. Fordele og ulemper

Sammen med  patienten vurderes nu fordele og ulemper ved de indkomne forslag.

ad 4. Valg af bedste løsning

Patienten skal nu vælge den løsning, som han finder bedst, eller som han finder mulig at udføre. Det er også i denne fase vigtigt at være accepterende; det er ikke sikkert, at patienten vælger den løsning, som resten af gruppen synes bedst om.

Det er en god idé først at sortere de forslag fra, som ikke fører til løsning på problemet. 

ad 5. Planlægge opgaver og implementering

Herefter planlægges, hvordan løsningen trin for trin skal føres ud i livet. Det er ofte nødvendigt med en meget konkret planlægning, - hvor, hvornår, sammen med hvilke personer osv. 

ad 6. Evaluering

Evalueringen af hele problemløsningen sker på næste gruppemøde. I runden bliver patienten/familien spurgt, om de har prøvet løsningsforslaget. Hvis det er lykkedes, får de anerkendelse for dette. Hvis det ikke er lykkedes, tager gruppelederne ansvaret for dette.

Der kan være flere årsager til, at problemløsningsforslaget ikke lykkes:

• Problemet var for stort.
• Det var for tidligt i processen.
• Gruppelederne var for ivrige for at finde en løsning og glemte at tage hensyn til patienten/familien.
• Gruppelederne har ikke udforsket problemet godt nok.
• Andre faktorer.  

Hovedpointen er, at patienten/familien ikke skal føle et nyt nederlag

Problemløsningsmetoden kræver hensigtsmæssige kommunikationsfærdigheder.

Nogle familier med et psykotisk familiemedlem kommunikerer godt, mens andre har forstyrrede kommunikationsmønstre, som ofte er et resultat af lang tids belastning, frustration og magtesløshed - mislykkede forsøg på at løse problemer.

En sådan følelsesmæssig spænding skaber ofte et kommunikationsmønster, hvor en person er vanskelig at afbryde. Mange patienter med psykoseproblematik har svært ved at  hævde sig  og glider derfor ofte ud af konversationen. I familier, hvor pårørende taler meget på grund af følelsesmæssige spændinger, og patienten næsten ikke siger noget, mister man ofte evnen til at lytte til hinanden.

Måden, familiemedlemmerne kommunikerer på, har stor betydning for sygdomsforløbet. Ved kriser kan en god kommunikation reducere den emotionelle spænding i familien og bedre problemløsningsevnen. Omvendt kan uhensigtsmæssige kommunikationsmønstre forhindre problemløsning og bidrage til opblomstring af de psykotiske symptomer.

De mest typiske kommunikationsproblemer er vanskeligheder med at udtrykke specifikke negative og positive følelser, problemer med aktiv lytning og med at kunne stille spørgsmål i stedet for at fremkomme med krav og kritik.  

Kommunikation af negative følelser og kritik

Familiemedlemmernes meget forskellige reaktioner på sygdommen og den måde, det enkelte familiemedlem håndterer det på, kommer til udtryk ved forskellige former for følelsesmæssige udbrud. Der er brug for at få luft for disse følelser indimellem, deriblandt også de negative.

Når de negative følelser skal kommunikeres, er der stor risiko for overgeneraliserede personangreb, som den syge er særligt sårbar overfor. Det bliver her gruppelederens opgave at hjælpe den enkelte til at rette opmærksomheden mod den adfærd, som udløste denne følelse, for herigennem at reducere sådanne personangreb.

Således vil udsagnet: “Jeg bryder mig ikke om den måde, du gjorde tingene på” være væsentlig lettere for modtageren at tage imod end udsagnet: ”Du er den mest sjuskede og dovne rad i hele verden”. Det første udsagn har fokus på adfærden, mens det andet har fokus på personen. Når man fokuserer på adfærden, bliver det lettere at konkretisere og skabe grundlag for at bruge problemløsningsmodellen.

Kritik og udtryk for negative følelser bunder ofte i et  ønske om, at den anden skal ændre adfærd.

Når negative følelser og kritik kommunikeres i gruppen, er det gruppeledernes opgave at hjælpe familien til at reformulere budskabet til konkrete problemstillinger baseret på adfærd. Mange gruppeledere finder dette særdeles vanskeligt, hvorfor det også er nødvendigt med øvelse og vejledning for at blive god til det. 

At hjælpe hinanden til at blive forstået.

Det er ofte nødvendigt for gruppelederne, at forsøge at bedre familiemedlemmernes evne til at lytte til hinanden. Dette opnås ved, at man aktivt hindrer folk i at tale i munden på hinanden. Det kan være nødvendigt overfor et familiemedlem at påpege, at en anden siger noget, som er vigtigt, og bede dem om at lytte efter. Man kan dernæst bede lytteren om at gentage, hvad der er blevet sagt med egne ord. Dette er en god øvelse og tydeliggør, hvorledes familiemedlemmer kommunikerer med hinanden. Enhver persons bidrag skal værdsættes af gruppelederen, uanset om det er noget hjælpeløst formuleret. Dette hjælper alle til at føle, at de bidrager med noget. Gruppelederen kan eventuelt hjælpe et familiemedlem med at forsøge at udtrykke sig mere klart.

En god måde at forbedre kommunikationen på er at etablere et sæt af grundregler, som gælder i gruppen, og at lære gruppemedlemmerne at respektere disse. 

1. Kun én person taler ad gangen

Erfaringerne viser, at familiemedlemmerne ofte taler i munden på hinanden. Gruppelederen kan introducere denne regel ved at sige, at det er umuligt for hende at lytte til to personer samtidig, og da han/hun ønsker at høre, hvad hver enkelt person har at sige, er det nødvendigt, at kun én person taler ad gangen.

Man kan også sige noget om, at hvis en person er plaget af hallucinationer, er det vanskeligt nok at koncentrere sig om en samtale, selvom der kun er én, der taler ad gangen.

Det kan tage lang tid at etablere denne grundregel, og det må gøres bestemt, men uden at kritisere gruppemedlemmet.

At mestre denne grundregel betyder,  at familiemedlemmerne har øget deres selvkontrol med hensyn til det bagvedliggende emotionelle pres, samt at de viser mere respekt for hinanden. 

2. Tal til personerne, ikke om dem

Dette er ofte vanskeligt for familiemedlemmerne. Det er dog overraskende let for gruppelederne at bryde dette kommunikationsmønster ved at påpege det,  hver gang det sker. For en skizofren patient vil det at blive talt om opleves, som om han eller hun ikke er til stede, da de i forvejen har en skrøbelig selvfølelse og måske har 3.persons hørehallucinationer. Som gruppeleder kan man f.eks. sige “ Det, du sagde lige nu, er vældig vigtigt, vil du være sød at sige det direkte til din kone”.

En anden fordel ved direkte kommunikation er, at det nedtoner de negative følelser. Det er meget vanskeligere at sige til nogen: “Du er doven”, end “Han er doven”. 

3. Alle skal have taletid.

Det sker ofte, at et familiemedlem tager meget taletid, sådan at der bliver meget lidt tid tilbage til de andre, specielt til patienterne. Gruppelederen må forklare, at det er vigtigt at høre på alle familiemedlemmerne, og må forsøge at “styre” de mest talende og opmuntre de mindre snakkesalige.

Gruppelederen må udvikle en stil, der er bestemt, men taktfuld. Brug af humor kan være vigtig her.

Af og til er det umuligt at styre familiemedlemmerne på denne måde. Så kan det blive nødvendigt med en mere formel struktur ved at give hvert familiemedlem samme antal minutters taletid.

Patienterne er ofte ikke så tilbøjelige til at bidrage med noget og kan blive holdt udenfor.

Det kan man håndtere på den måde, at ingen får lov til at afbryde, når en patient taler. Det kan opleves som et ubehageligt pres for en patient at skulle sige noget. Gruppelederen kan støtte ved at sige, at det ikke er nødvendigt at sige noget hver gang. At det er i orden bare at sidde og lytte. 

4. Etablering af netværk for familierne

Mod afslutningen af gruppeforløbet i Flerfamiliegrupperne tilstræbes det, at få grupperne til at blive selvkørende, når terapeuterne afslutter træder ud af gruppen. Dette kan f.eks. gøres ved direkte at opfordre til dette, og ved at tage initiativ til at få lavet en navne og adresse liste for gruppen.

• Øxnevad AL, Grønnestad T, Arntzen B; Familiearbeid ved psykoser - mot samme mål. Stiftelsen Psykiatrisk Oplysning 2000.
• Jørgensen P, Larsen TK, Rosenbaum B; Tidlig indsats ved skizofreni - udvikling og behandling; FADL´s forlag 2000; 11:151-174.
• McFarlane WR, Deakins SM et al; Multiple-Familiy Psychoeducational Group Treatment Manual. Biosocial Treatment Division, New York State Psychiatric Institute; 1991.