Inddragelse af familien
Hvorfor inddrage familien i behandlingen?
Når en i familien bliver ramt af alvorlig psykisk sygdom, er det ikke bare patienten, der lider. Hele familien lider. Hvis ikke vi er opmærksomme på familiens smerte og dennes ret til at få hjælp, svigter vi ikke bare familien med også patienten. Familien er ofte patientens vigtigste ressource. Hvis familien ikke får hjælp til at mestre den vanskelige situation, den er i, vil det være et problem for familien at vedblive med at være en ressource. Det kræver hjælp og støtte at kunne yde hjælp og støtte.
Tankerne bag at inddrage familien i behandlingsarbejdet er således blandt andet, at på jo flere niveauer, man inddrager familien i behandlingen og jo højere forståelsesniveau, der opnås, jo større er chancerne for et godt behandlingsresultat og altså for forebyggelsen af psykotisk tilbagefald.
For år tilbage har der været en tendens til, at man i behandlingssystemet opfattede familien som sygdomsskabende og derfor så vidt muligt forsøgte at holde dem udenfor behandlingen, hvilket har været behæftet med snart sagt enhver tænkelig ulempe for udgangspunktet for samarbejde mellem behandlingssystem, patient og familie. Mange pårørende har oplevet en kritisk holdning fra fagfolk og har som følge deraf oplevet sig gjort ansvarlige for sygdommen. Familien er ofte plaget af stor skyldfølelse og kan nemt få opfattelsen af at blive stemplet af behandlingssystemet, hvis der ikke gøres noget aktivt for at lette byrden og informere dem om stress-sårbarheds-modellen.
Når et ungt menneske bliver psykisk sygt, har familien oftest ingen viden om sygdommen og om, hvad de kan forvente fremover. Familien har derfor ingen kompetencer ift. at forsøge at løse de problemer, der opstår som følge af et psykotisk gennembrud. Herved vokser omsorgsbyrden for familien, der ofte fastlåses i magtesløshed. Det at have et familiemedlem, som er sygt, er ofte forbundet med stor frustration og skyldfølelse, som igen fører til, at familien isolerer sig socialt og forsøger at klare problemerne inden for egne rækker. Det ses, at der i familierne udvikles uhensigtsmæssige adfærds- og kommunikationsmønstre, som kan udmønte sig i kritik af den syge, overinvolvering, negativ intensitet i relationerne (high expressed emotion). Dette kan have betydning for et nyt psykotisk tilbagefald.
Ved at imødekomme både patientens og de pårørendes behov og anerkende den belastning, familien er udsat for, kan man være med til at bryde de onde cirkler. Erfaringer fra udlandet med psykoedukativt familiearbejde viser, at det beskytter lige så godt som medikamentel behandling mod psykotisk tilbagefald. I familiearbejdet arbejdes der direkte med at udvikle mere hensigtsmæssige mønstre i familien og dæmpe den negative emotionalitet.
Ved inddragelsen af familien i behandlingen, bliver den en samarbejdspartner. Det er familien, som kender den unge bedst, som ligger inde med alle oplysninger om opvækst og aktuel situation: Hvornår begyndte man at lægge mærke til, at noget ikke var som det skulle være, hvad forandrede sig, og hvad har man stillet op ? Hvilke problemløsningsmodeller har været gode, hvilke har man haft mindre held med, hvor har man tidligere søgt hjælp, og har hjælpen været tilstrækkelig ?
Familien er en væsentlig informationskilde ift. kortlægningen af den unges tidlige advarselssignaler i forhold til et psykotisk gennembrud.
Hvis familien oplever sig involveret i behandlingen, vil den kunne komme til at fungere som en støtte for patienten samt blive bedre til at varetage egne behov. Således bedres samarbejdet mellem patient, behandlere og familie
Formålet med familiearbejdet bliver derfor:
- Tilbagefaldsforebyggelse
- At reducere skyldfølelse og stigmatisering
- At hjælpe patient og familie til midlertidigt at kunne sænke forventninger.
- At hjælpe til at sænke kritik, overinvolvering m.m ( expressed emotion)
- At etablere netværksrelationer mellem familierne
- At træne kommunikationen indenfor familien
- At hjælpe, støtte, rumme, tage ansvar, give håb.
- At træne problemløsning.
- Mestring af samlivet med patienten i dagligdagen og i vanskelige situationer.
Senere i forløbet vil fokus flytte sig til at handle om:
- Gradvist at øge ansvarlighed ud til gruppemedlemmerne
- At arbejde med at tage ét skridt ad gangen.
- Fokusering på familiens interesser udenfor familien
- Validering af gruppens kompetencer
- Gruppens fokus bliver mere fremadrettet (beskæftigelse, uddannelse m.m)
Koblingen af den psykiatriske viden og behandlingsmetoderne med familiens kendskab til patienten øger patientens chancer for at klare sig betragteligt.
Familieinddragelse
Familieinddragelsen består af 4 elementer:
- Individuelle møder med familien ved behandlingsstart
- Løbende kontakt med familien
- Psykoedukation / undervisningsdag(e)
- Flerfamiliegruppe a.m. McFarlane
1. Individuelle møder med familien ved behandlingsstart
Hver enkelt familie holder møde med de 2 gruppeledere og kontaktpersonen, alternativt kontaktperson og behandlingsansvarlig læge. Disse møder afholdes mindst 3 gange inden gruppen starter. Patienten deltager ikke i disse møder. Som hovedregel skal familien kontaktes inden 1 uge, hvor første møde aftales. Dette skal foregå så hurtigt som muligt.
Indholdet i møderne er flg.:
Behandlerenpræsenterer sig og fortæller om flerfamiliegruppen.
Familiemedlemmerne forklares, at vi ser på dem som en samarbejdspartner og en ressource for patienten.
Det er ikke ualmindeligt, at familien fortæller om deres frustrationer og angriber behandlingssystemet. Det er vigtigt at lytte og vise respekt og forståelse for familiens situation, altså at tage familiens oplevelser alvorligt. Behandleren må være empatisk og støttende. Behandleren informerer om psykoedukativt flerfamiliearbejde. Gruppelederen skal gennem disse enkelt-familiesamtaler tilbyde et samarbejde, som skal give øget viden, som igen skal føre til øget mestring for patienten og dennes familie.
Nogle familier er i tvivl, om de skal være med i flerfamiliegruppe eller ikke. Behandleren henviser da til forskning, som viser, at tilbagefaldsprocenten er betydeligt mindre, hvis man deltager i flerfamiliegruppe. Det hænder, at familien har brug for mere tid, før de bestemmer sig.
Gennemgang af patientens historie og af familiens situation, krisen de har gennemlevet, og hvilke problemer og udfordringer de står overfor efter familiemedlemmets sygdomsudbrud. Hvilke problemer har familien mestret, og hvilke har de ikke mestret. Her er det vigtigt at være ekstra opmærksom på familiens ressourcer samt familiens erfaringer omkring deres syge familiemedlem. Der ydes en første kriseintervention.
Familiens netværk gennemgås. Det bliver ofte tydeligt, at familien gennem tiden har isoleret sig og levet med en svær belastning (risiko for udvikling af high expressed emotions).
Enkelt-familiesamtalerne danner grundlaget for alliancen mellem gruppeleder og gruppemedlemmerne samtidig med, at et konstruktivt samarbejde omkring det syge familiemedlem grundlægges
2. Løbende kontakt med familien
Primærbehandleren skal løbende sikre sig, at familie har let adgang til kontakt med ham/hende. Dette f.eks. ved at tilbyde personlige samtaler og telefonisk kontakt. Igen gøres det klart, at det er samarbejdet om patienten, der i fokus. For de familier, der ikke deltager i flerfamiliegruppe skal der være tilbud om kontakt min. hver 3.måned, face-to-face eller pr. telefon
3. Psykoedukation / undervisningsdag(e)
Der vil blive undervist i:
- symptomer
- mulighed for at komme sig
- behandlingen
- kommunikation og gode råd
Læs mere her om pårørendeundervisning
4. Flerfamiliegruppe a.m. McFarlane
En Flerfamiliegruppe består af gruppe af 4-7 patienter og deres pårørende, der sammen med 2 behandlere fra teamet mødes 1½ time, hver anden uge igennem 1½ år. I gruppen arbejdes der ud fra en struktureret problemløsningsmodel, hvor gruppens medlemmer samarbejder med behandlerne om at mindske risikoen for tilbagefald og øge patientens muligheder for bedring.
Læs mere her om Flerfamiliegrupper